Til forsiden
Historiens vingesus

Området er stopfuldt af kulturhistoriske perler. Oplev f. eks. suset
fra oldtiden i en af de store jættestuer med gravkamre, som børnene vil elske at kravle ind i.

I middelalderen var det sydlige Sjælland og "sydhavsøerne" et center i det nye danske rige. Oplev ruinerne af den store middelalderborg i Vordingborg, som var Valdemarernes hovedbase. Tag med til arkæologiske udgravninger med spændende fortællinger.

Middelalderen har også manifesteret sig i byerne, f. eks. i Stege, som har bevaret såvel byvolden som én af de gamle byporte. Eller i Korsør med den velbevarede fæstning fra 1200-tallet. Flere kirker – f.eks. Fanefjord på Vestmøn – rummer kalkmalerier med motiver fra bibelhistoriens og middelalderens hverdagsliv.

Historiens vingesus mærkes også i områdets mange herregårde, hvoraf flere er delvis åbne for offentligheden. Spørg på turistbureauet om nærmere information.

Autentiske købstadsmiljøer


Området byder også på en hel perlerække af Korsbæk-agtige småbymiljøer: Præstø, vaskeægte dansk købstadsidyl med stokroser og det hele.

Stege med købmandsgårde og et pulserende handels- og caféliv i gader, stræder og gårde - besøg f. eks. Luffes Gård med Bryghuset Møn og en række spændende småbutikker.

Stubbekøbing syd for Grønsund, med færgeleje for den gamle træfærge Ida, kalkstenskirke og torv med den klassiske buste af Frederik VII.

Vordingborg med det levende handels- og kulturliv og med 3-4 forskellige festivaler hen gennem højsæsonen.

Skælskør har smukke gamle huse og den store havn, for enden af en betagende indsejling igennem den smukke fjord.
Næstved-Egnens Turistbureau A/S Havnen 1 4700 Næstved +45 55 72 11 22 Fax: +45 55 72 16 67 KONTAKT